Summio

YouTube-video

Tilfældigheder og Fejl, der Ændrede Historiens Gang.

Dette nummer er en sand skattekiste af historier om, hvordan tilfældige sammentræf, dumme fejl og endda nogens latterlige beslutninger radikalt har ændret menneskehedens historie.

41 min. læsning

Tilgængelig på

Forhåndsvisning

Barak, Fejl og Lykke: Verdens Historie Formet af Tilfældigheder

[Musik] Hey, venner! I allesammen liv, uanset hvordan det former sig, er der altid plads til to ting. Den ene er selvfølgelig en varm kop te med noget lækkert til og et like på en video fra 'Другой истории'. Den anden er den gode gamle rod. Uden den har ingen anerkendt begivenhed i menneskehedens historie fundet sted. Og ofte er det netop rod, fejl eller absurde sammentræf, der uigenkendeligt har ændret vores civilisations forløb. Så bryg din te, fald til rette, og forbered dig. Med jer er en, ja, simpelthen upassende stor udgave om rollen af rod, fejl og tilfældigheder i menneskehedens historie. For nylig udgav vi en video om, hvordan det gamle Egypten kunne have overlevet, og hvad det ville have medført. Vi anbefaler den stærkt! Her venter os historien om, hvordan en hel civilisation måske forsvandt på grund af et enkelt dumt orakelsvar.

Fra Egypten til Persien: Et Mistet Handelsimperium

For at forstå, hvad vi taler om, lad os kigge på et kort over det moderne Egypten. Dets perle er selvfølgelig Suez-kanalen, en arterie, der forbinder Middelhavet og Det Røde Hav. Kun i det 20. århundrede blev der kæmpet om den i mindst to store og fire mindre konflikter. Og det er ikke overraskende, for muligheden for at spare 8.000 km sejlads og nå Indien uden at skulle sejle udenom Afrika er værdifuld selv nu. Tidligere gjorde denne arterie rejser fra umulige til mulige. Fordi man for flere tusinde år siden fysisk ikke kunne sejle til Indien ved at sejle udenom Afrika, men ved at tage genvejen, var det pludselig meget muligt. Dette udnyttede Dareios I, da han skabte faraonernes kanal. Efter at have erobret Egypten omkring 500 f.Kr. opfyldte Dareios menneskehedens drøm. Europa begyndte at handle med Indien og Kina, og det blev meget lettere at transportere varer til og fra Mellemøsten. I lang tid, på grund af britisk og amerikansk eksklusivitet, kunne Columbus' bedrifter i den officielle historie ikke nedtones. Derfor skrev man sjældent og meget modvilligt i lærebøgerne om eksistensen af søveje til Indien og gamle, mere udviklede civilisationer. Men nu er tabuet ophævet. Og det er almindeligt kendt, at for eksempel i det gamle Rom var efterspørgslen på silke fra Indien og Kina så stor, at Plinius den Ældre kaldte denne besættelse en af årsagerne til imperiets økonomiske nedgang. Når folk pantsatte deres huse for at købe det eftertragtede stof og skille sig ud, og pengene tilsvarende strømmede til Indien – flashbacks fra Donald Trumps taler, ikke sandt? Og Rom handlede med Indien via den samme faraonernes kanal. Lidt tidligere gjorde Persien det også, og lukkede den vigtigste 'achievement', der lader gode civilisationer blive store og efterlade et aftryk i historien. Denne 'achievement' hedder 'international indflydelse', og ethvert stort imperium opnåede det på en eller anden måde. Grækerne handlede, skrev digte og grundlagde kolonier fra Afrika til Krim. Romerne spredte indflydelse med ild og sværd, og Kina med kultur. Men i langt de fleste tilfælde spillede handel en afgørende rolle. Perserne huskes som krigere, men takket være handel spredte de deres indflydelse over halve verden og har siden Dareios spillet en stor rolle i verden. Fønikierne spredte deres alfabet med handel, og Storbritannien, Spanien, Portugal og Frankrig blev bogstaveligt talt supermagter ved at handle med hele verden, hvilket pludselig gav anledning til De Forenede Stater. De fleste historikere hælder til den opfattelse, at det gamle Egypten blev ødelagt af sin selvcentrerede isolation. Men Egypten manglede den 'feature', der kunne have løftet landet til et nyt niveau og bevaret civilisationen i historien. Dette tillod landet at eksistere i tusinder af år, men tættere på vores tidsregnings begyndelse var det umuligt at overleve uden blød magt og indflydelse på verdensscenen. Religion, kultur, handel – Egypten investerede ikke i nogen af disse områder. Hvilket er delvist

Storbritannien, Keltere og Mistet Sølv: Roms Dyreste Fejl

Det kunne kelterne, som vi også for nylig har haft en video om, ikke gøre. Og som I allerede har gættet, er der også en fejl involveret her. Ikke bare én, men to! Begge skete i det 1. århundrede e.Kr. under kejser Claudius af samme årsag. Den første førte til forsvinden af kelternes stat, og den anden – måske – til Roms egen undergang. Claudius, der kom til magten efter Caligula i 41 e.Kr., nød ikke stor popularitet. Løsningen, som altid i den antikke verden, var enkel: erobr noget og tjen penge. Rom skilte sig lidt ud fra de andre ved, at under 'tjene penge' mente de ikke kun at plyndre, men også at udvinde ressourcer, skabe arbejdspladser og den slags. Kelterne havde dog ikke lettere ved det, for et af målene for Roms økonomiske ekspansion var Britannien. I 43 e.Kr. landede den legendariske Vespasian, der senere blev kejser, der. Kelterne kæmpede tappert, men blev knust. Og allerede i juli modtog Claudius personligt kapitulationen fra tolv lokale herskere og gned sig i hænderne, mens han forventede en tilstrømning af slaver, korn og, frem for alt, sølv til Rom. Mønter i Rom var mere end bare penge. Kejserens profil blev præget på dem. Og det er klart, at den, der bidrog mest, figurerer oftest på markedet – som man siger, 'native advertising'. Det viste sig bare, at Britannien var en stor fiasko. Der var sølv, men det dækkede slet ikke udgifterne til at undertrykke oprør af forskellige Boudicca'er og bygge Hadrians mur og andre forsvarsværker. Historikernes konsensus er, at Britannien som provins i bedste fald havde en nul-balance. Og derfor, hvis Claudius havde vidst det, ville han sandsynligvis ikke have taget dertil. Kelterne havde chancen for at bevare en stor civilisation, og hvem ved, måske ville de oprindelige briter have kunnet modstå senere end den normanniske erobring. Og Rom fik på den anden side en gevinst, der var behagelig, men på ingen måde hjalp imperiet. Herfra kommer den anden fejl, som National Geographic Magazine uden at blinke kalder den dyreste i Roms historie. For det var ikke kun i Britannien, at Claudius ledte efter sølv. Arbejdet foregik ved alle imperiets grænser. Og for eksempel beskrev den romerske historiker Tacitus en episode i sine 'Annaler'. Han fortæller om en gruppe legionærer, der var udmattede til det yderste, og som deres legat tvang til at lede efter sølv i Tyskland. Ifølge Tacitus fandt legionærerne på en snedig plan: at bede kejseren om at belønne chefen med æresbevisninger, så han ville falde til ro, give op og lade dem være med deres krav om at arbejde. Længe blev anekdoten betragtet som en anekdote, indtil i 2016 besluttede den 72-årige tidligere faldskærmssoldat Jürgen Eigenbrod sig for at jage vildsvin i bakkerne omkring den historiske kurby Bad Ems. Hans opmærksomhed blev fanget af to lige linjer på et forladt felt. Jürgen abonnerer sandsynligvis på 'Другой истории' og følger med i videoer om arkæologi, for manden vidste, at der ikke findes lige linjer i naturen. Arkæologerne, der ankom til stedet,

Slaget ved Midway: Et Lotteri med Japansk Accent

Lad os bevæge os tættere på nutiden. Hvad ved I for eksempel om slaget ved Midway? Ærligt og uden Google er jeg sikker på, at de fleste vil mumle noget vagt om 'en ensidig sejr for USA', for Japan manglede ressourcer, og nævne den nylige film, hvor alt selvfølgelig er pyntet på. Men faktisk er slaget ved Midway en af de mest tragikomiske slag i historien. Der er så mange tilfældigheder og fejl, der ændrede dets forløb, at der ikke er fingre nok, inklusive tæerne, til at tælle dem. Bogstaveligt talt hver eneste kunne have ændret slagets forløb uigenkendeligt. For eksempel, før slaget, blev USA's bedste kommandør i Stillehavsflåden, admiral Halsey, syg. Og i strid med alle instruktioner efterlod han Raymond Spruance i stedet for sig – en mand, der ifølge rangordenen slet ikke burde have været leder af den amerikanske gruppe. Alligevel var det ham, der førte USA til sejr, og begik desuden endnu en tilsyneladende fejl. Ved afslutningen af den sejrrige dag gav Spruance ordre til at stoppe forfølgelsen af de knuste rester af admiral Nagumos hangarskibsstyrke. Og den dag i dag kalder mange lærebøger Spruance for en kujon. Og overordnede officerer i 1942 ville næsten have slået deres kommandør for, at han lod de svage og ubeskadigede japanske styrker slippe væk. Men senere viste det sig, at stærke slagskibe fra en anden admiral – Yamamoto – var på vej for at afskære og dække dem. Og hvis amerikanerne havde fortsat forfølgelsen af japanerne, ville de selv være faldet i baghold, og slaget ville i sidste ende være endt med uafgjort i stedet for sejr. Og set fra militærvidenskabens synspunkt tog Spruance faktisk fejl. Han havde ingen efterretningsdata og traf beslutninger – enten af fejhed eller ved at stole på sin intuition. Men det var netop denne 'fejhed', der gjorde det muligt for USA at vinde. Og desuden – en vis umenneskelig mængde held. Forbered jer på at bøje fingre, for på grund af, at en japansk efterretningsagent snublede over ordene og sagde, at amerikanerne ikke havde hangarskibe, undervurderede admiral Nagumo truslen 2 timer før kollisionen. Og det er én. To. Den japanske destroyer 'Arashi', der var kommet ud af kurs, sakkede bagud fra hovedflåden, skyndte sig at indhente den, og kun takket være denne tilfældige 'guide' fandt amerikanerne hovedstyrkerne af japanerne. Tre. Japanske ubåde, der skulle have overvåget amerikanernes bevægelser, begik deres første navigationsfejl i et år, ankom til det planlagte sted flere timer for sent og missede den amerikanske eskadre, som de i 99 tilfælde ud af 100 ville have opdaget og rapporteret. Fire. Den amerikanske ubåd 'Tarpon' forsøgte at ødelægge det japanske hangarskib 'Kaga' med torpedoer. I virkeligheden gik to ud af tre torpedoer forbi, og en eksploderede ikke. 'Kaga' blev i sidste ende sænket af piloter, der ifølge opgaven skulle have bombet et andet hangarskib – 'Soryu'. Åh ja, disse piloter skulle slet ikke have været der. Og de endte ved hangarskibene ved en ren tilfældighed, forvekslet

Holland: Guldalderen og den Mistede Australien

Lad os starte med Holland. Hvis nogen ikke ved det, var dette lille land engang en af verdens supermagter. Det hele startede med udråbelsen af uafhængighed fra Spanien i 1581. Formelt fortsatte det den allerede igangværende uafhængighedskrig, der først sluttede i 1648. Men reelt var krigen for det meste kun på papiret, mens guldalderen for staten faldt sammen med denne krigsperiode. Det Hollandske Ostindiske Kompagni blev verdens første aktieselskab. I 1669 fik det titlen som det rigeste private firma i historien. Ostindiske Kompagni havde endda sin egen private hær, som for eksempel med succes fordrev portugiserne fra Indonesien. Handel med Japan, Kina, Ceylon, Indonesien var reelt monopoliseret af folkene fra Holland. At sige, at de blev respekteret i Europa, er en underdrivelse. Næsten hele det moderne finansmarked er grundlagt i dette land, og dengang skabte hollænderne den første børs, et multinationalt selskab, et system af told, skatter og så videre, og så videre. Det er her, forresten, at misforståelsen ligger, som moderne Holland kaldes Holland. Holland er navnet på Republikken af De Forenede Provinser med hovedstad i Amsterdam. De facto var det her, alle processerne, der gjorde Holland til en supermagt, blev styret. Hovedkontoret for Ostindiske Kompagni lå også her. Så alle besøgende kaldte landet for Holland, uden at bekymre sig om detaljerne. Et lysende eksempel er Peter den Store, der i alle dokumenter brugte netop dette ord. Og andre herskere fulgte trop. Kort sagt, navnet på den mest udviklede region blev taget for navnet på hele landet, hvilket Holland lider under den dag i dag. Først i 2020 opgav landets officielle institutioner at bruge navnet 'Holland'. Men vi er interesserede i noget andet: hvor blev den supermagt, der i det 15. århundrede var den rigeste og en af de mest indflydelsesrige, af? Dette er selvfølgelig et komplekst emne, men der er én dum fejl, der hjælper med at forstå alle processerne. I 1606 nåede et af Ostindiske Kompagnis skibe under kommando af Willem Janszoon en ø, som han kaldte Nieuw-Zeeland. Willem gik også i land i Australien og blev den første europæer, der gjorde det. Nu kaldes alle opdagelsesrejsende i Australien i alle lærebøger for den britiske James Cook, men han nåede kontinentets kyster først i 1770. Den første var hollænderen Janszoon i 1606. Og nu kunne Australiens indbyggere tale hollandsk, hvis det ikke var for Willems dumme fejl. Forskeren, der var finansmand ind til benet, erklærede, at kontinentet ikke ville give nogen fordele. Efter at have undersøgt området lidt, blev hollænderne ikke imponerede. I de følgende år blev spørgsmålet om koloniseringen af Australien rejst et par gange i Holland, men det kom ikke videre end samtaler. Og så nåede Storbritannien kontinentet, koloniserede det og begyndte at suge ressourcer ud, som de blev den førende handelsmagt med, og besejrede Holland. Selvfølgelig er landets tab af supermagtsstatus ikke kun forbundet med Australien, men denne episode

Karánsebes: Et Slag, De Tabte til Sig Selv

Lad os gå videre til en anden fejl, der kostede Det Hellige Romerske Rige de sidste rester af dets magt. I 1787 brød endnu en russisk-tyrkisk krig ud. Men i modsætning til tidligere var den med et twist. Rivaliseringen mellem de to lande forblev ikke ubemærket af Europa, der ikke ønskede, at Osmannerriget for hurtigt skulle miste sin magt. Storbritannien, Frankrig og Preussen støttede Tyrkiet, men Rusland havde et trumfkort på hånden – en militær alliance med Det Hellige Romerske Rige. Det levede også sin sidste tid, men var stadig stærkt. Og de Habsburgske slægtninges forbindelser mærkedes stadig i alle Europas fornemme huse. Alt i alt så det godt ud. I virkeligheden var Det Hellige Romerske Riges hær et mærkeligt syn. Romfolk, tyskere, slavere, italienere, ungarere og andre nationaliteter talte forskellige sprog, var svære at styre og støttede ikke altid ledelsens beslutninger. Dette gjaldt især for rumænerne, der havde et ret godt forhold til Osmannerriget. Hele denne brogede, semi-autonome hær samledes den 17. september 1788 nær byen Karánsebes i det nuværende Rumænien. En anspændt forventning om kamp hang i luften. Nogle steder – endda for anspændt. Et overraskelsesangreb på Tyrkiet lykkedes ikke, og osmannerne planlagde ifølge efterretninger offensiv operationer på østrigsk territorium. Kort sagt, der var meget nervøsitet. En af kommandørerne sendte konstant husarer til den anden bred af floden for at tjekke, om tyrkerne var ankommet. Aftenen samme dag mødte husarerne under et raid en bonde med tønder alkohol. Ifølge en anden version var husarerne rumænere og plyndrede bevidst et forsyningskonvoj. Ifølge en tredje version var rygter om det plyndrede forsyningskonvoj overhovedet en falsk, spredt af tyrkiske sabotører. Det vigtigste er, at de efterfølgende begivenheder er klart dokumenteret. Mellem de forsvundne husarer blev infanterister sendt, og en uenighed opstod mellem de to troppearter. Igen, en version siger, at det var på grund af beruselse. Den anden henviser til en etnisk konflikt, og den tredje til spioner. Men den fejl, en af deltagerne i slagsmålet begik, kunne have kostet hele Det Hellige Romerske Rige livet, fordi denne ukendte soldat råbte: 'Tyrkere!' Måske forsøgte han at distrahere alle fra konflikten. Måske prangede han i beruset tilstand, men det fik øjeblikkeligt de tilstedeværende til at gå amok. Alle frygtede allerede tyrkerne, og et pludseligt angreb, især midt i deres egne slagsm