Summio

Bog

Fra kliché til arketype

Marshall McLuhans 'From Cliché to Archetype' udforsker, hvordan gamle mønstre bliver nye igen i den elektroniske tidsalder, og forbinder medier, kultur og litteratur.

20 min. læsning

Tilgængelig på

Forhåndsvisning

Fra Kliché til Arketyper: Verden på Ny med McLuhan

Hey der! Forestil dig lige det her: Det er en seks års tid siden, at Marshall McLuhan, ham fyren der basically forudsagde internettet, smed sin super indflydelsesrige bog 'Understanding Media: The Extensions of Man' på gaden. Men han stoppede ikke der. Han tog sine sindssyge idéer om medier og blandede dem med sin kærlighed til litteratur, og vupti, så kom der endnu en perle: 'From Cliché to Archetype'. Den her bog er lidt som en hemmelig kode til at forstå, hvordan kultur, kunst og endda vores daglige tanker fungerer, især i vores superforbundne, elektroniske verden. McLuhan kaster en ret vild idé ud: "I den elektroniske genfindings tidsalder er hele det fænomenale univers på én gang skrotplads og museum." Ret dybt, ikke? Hvad han mener, er, at med al den information og alle de medier, vi har lige ved hånden, føles alt både gammelt og nyt på samme tid. Vi kan øjeblikkeligt få adgang til fortiden (museet) og skabe noget nyt ud fra det, men det betyder også, at vi konstant bliver bombarderet med ting, der føles som om, de lige er blevet gravet op og genbrugt (skrotpladsen). Det er den her konstante pendlen mellem det kedelige og det tidløse, mellem klichéet og arketypen. Han siger basically, at klichéer – de der overbrugte vendinger, idéer eller billeder – ikke bare er trætte og uoriginale. Nej! McLuhan argumenterer for, at de faktisk er super vigtige nøgler til at forstå, hvordan tingene virker. De er som byggestenene i vores kultur, og når man ser på dem med friske øjne, som en kunstner ville, kan man se noget fantastisk. Man kan se, hvordan de forbinder sig til dybere, mere fundamentale mønstre – arketyperne. Tænk over det. Hvor mange gange har du hørt en sætning eller set et billede, der føles totalt velkendt, næsten for velkendt? McLuhan ville sige: "Præcis! Det er pointen!" Han beder os om at lægge mærke til de her ting, fordi de rummer hemmelighederne til at forstå ikke bare kunst og litteratur, men hele stemningen i en æra, især Modernismen. Han dykker ned i værker af litterære giganter som James Joyce, T.S. Eliot, W.B. Yeats og Ezra Pound, og endda det hjernevridende stof fra Ionescos 'Absurde Teater'. Han viser, hvordan deres ordspil, deres mærkelige fortællinger, deres hele tilgang til at skabe kunst, er dybt forbundet med disse koncepter om kliché og arketype. Men det her er ikke din typiske litterære analyse. McLuhan taler ikke bare om metaforer og sammenligninger på en støvet, gammeldags måde. Han smadrer bevidst teknologi, kultur og kunst sammen. Han siger, at idéerne om kliché og arketype ikke kun handler om ord på en side. De dukker op overalt – i måden, vi designer ting på, i måden, vi bygger vores samfund på, i måden, vi kommunikerer gennem nye medier. Den ikke-sproglige verden er lige så fuld af disse mønstre, som vores sprog er. Så hvad er den store takeaway her? McLuhan giver os en ny måde at se verden på. Han opfordrer os til at se de mønstre, der gentager sig, til at forstå, hvordan det gamle bliver nyt igen, og hvordan det

Klichéet: Mere End Bare Overbrugt

Okay, så når McLuhan taler om klichéer, taler han ikke kun om platte scorereplikker eller slidte udtryk som "tænk ud af boksen" (ironisk, jeg ved det). Han taler om enhver idé, ethvert billede, enhver form eller ethvert mønster, der er blevet så velkendt, så indgroet i vores kollektive bevidsthed, at det næsten er usynligt. Det er som baggrundsstøj. Vi ser det ikke rigtigt længere, fordi det bare er der. Tænk på almindelige symboler, tilbagevendende plotstrukturer i film eller endda bestemte måder at organisere information på. Det er alt sammen potentielle klichéer. Det afgørende i McLuhans argument er, at disse klichéer, netop fordi de er så velkendte, er utroligt kraftfulde. De repræsenterer en form for fælles forståelse, en kulturel genvej. De er blevet prøvet og testet, gentaget og absorberet, til et punkt, hvor de giver dyb genklang, selvom vi ikke bevidst er klar over det. De er sedimentet af utallige tidligere erfæ عمل og fortolkninger. Han antyder, at kunstnere og kreative tænkere er særligt gode til at engagere sig i klichéer. Hvorfor? Fordi de kan se på noget, som alle andre tager for givet, og se det på ny. De kan fjerne den velkendthed, blotlægge den underliggende struktur og bruge den i en ny kontekst. Denne handling af at 'gen-se' er det, der giver klichéer potentiale til at blive noget mere. Tænk på, hvor mange kunstnere der har brugt traditionel religiøs billedsprog på en helt sekulær eller endda subversiv måde. Selve billedet er et kliché, men måden, det genanvendes på, giver det nyt liv og mening. McLuhan opfordrer os til at adoptere dette kunstneriske perspektiv. I stedet for at afvise klichéer som dovne eller uoriginale, vil han have os til at se dem som frugtbar jord for forståelse. De er råmaterialerne i vores kultur, ekkoerne af tidligere innovationer, der kan sætte gang i fremtidige. Det her hænger også sammen med hans idéer om medier. I den elektroniske tidsalder, hvor information er overalt og konstant bliver afspillet, remixet og genfortolket, bliver klichéer endnu mere fremtrædende. De er de elementer, der nemt kan hentes frem, nemt deles og nemt genkendes. De danner det bindevæv, der holder vores enorme, sammenkoblede informationsnetværk sammen.

Arketypen: Det Tidløse Mønster

Lad os nu tale om arketyper. Hvis klichéer er de velkendte former, vi møder dagligt, så er arketyper de dybere, underliggende mønstre eller universelle symboler, som disse klichéer ofte repræsenterer. Tænk på Carl Jungs koncept om arketyper – Helten, Moderen, Skørtejægeren. McLuhan arbejder med en lignende idé, men han forankrer den mere i den måde, vi oplever og behandler information gennem medier og kultur. En arketype, i McLuhans synsvinkel, er en fundamental, ofte ubevidst, model eller et mønster, der ligger til grund for den menneskelige oplevelse og udtryk. Det er de tidløse strukturer, der giver genklang på tværs af forskellige kulturer og historiske perioder. Det er de køreplaner, som klichéer ofte legemliggør eller henviser til, sommetider uperfekt eller i en nedbrudt form. For eksempel er historien om en helt, der overvinder store odds, en arketype. Mange forskellige klichéer kan repræsentere denne arketype i specifikke historier: den modvillige helt, den udvalgte, krigeren med en mørk fortid. Klichéet er den specifikke narrative indpakning; arketypen er det underliggende menneskelige drama om kamp, mod og transformation. McLuhan argumenterer for, at vi i vores nuværende æra, med den konstante strøm af information, ser et fascinerende samspil mellem klichéer og arketyper. Slidte klichéer kan blive revitaliseret, når de rører ved en kraftfuld arketype. Omvendt kan arketyper blive sløret af lag af slidte klichéer. Han bruger litterære eksempler til at vise dette. De komplekse ordspil og allusioner i James Joyces værker spiller for eksempel ofte med både velkendte klichéer og dybere arketypiske strukturer. Joyce kan tage en almindelig vending (et kliché) og vride den, for at afsløre dens forbindelse til et meget ældre, mere universelt mønster (en arketype). Det er sådan, litteraturen, ifølge McLuhan, kan tilbyde dybe indsigter i den menneskelige tilstand. At forstå arketyper hjælper os med at se de vedvarende temaer og mønstre i menneskelig historiefortælling og kultur. Det er de tilbagevendende motiver, der taler til vores fælles menneskelighed. Når et kliché succesfuldt rammer en arketype, får det en magt, der overskrider dets egen velkendthed. Det forbinder os til noget gammelt og universelt.

Den Elektroniske Tidsalder: Skrotplads og Museum Kolliderer

Det er her, McLuhans medieteori virkelig kommer ind i billedet. Han så fremkomsten af elektroniske medier – fjernsyn, radio og det, der senere ville blive internettet – som en fundamental ændring af, hvordan vi oplever information og kultur. Hans berømte citat: "I den elektroniske genfindings tidsalder er hele det fænomenale univers på én gang skrotplads og museum," indfanger perfekt denne transformation. På den ene side har vi museet. Elektronisk genfinding betyder, at vi øjeblikkeligt kan få adgang til enorme arkiver af information, kunst og historie. Vi kan genbesøge fortiden, studere forskellige kulturer og finde alt, hvad vi vil lære om. Det er som at have verdens største museum lige ved hånden, konstant tilgængeligt. På den anden side har vi skrotpladsen. Den rene mængde information, den konstante strøm af nyt (og gammelt) indhold, betyder, at meget af det føles engangsagtigt, genbrugt eller fragmenteret. Det er en rodebunke af bidder og stykker, ofte uden kontekst eller dybde. Vi bliver bombarderet med data, memes, nyhedssnips og underholdning, der kan føles overvældende og overfladisk. McLuhan argumenterer for, at disse to aspekter – det kuraterede arkiv (museet) og den kaotiske bunke (skrotpladsen) – ikke er adskilte, men eksisterer side om side og interagerer konstant i den elektroniske tidsalder. Vi kan kigge på en high-definition gengivelse af et renæssancemaleri (museum) på vores smartphone-skærm, mens vi samtidig scroller igennem et feed af kattevideoer og breaking news (skrotplads). Dette miljø er utroligt frugtbar grund for samspillet mellem klichéer og arketyper. Klichéer kan nemt hentes frem og spredes gennem elektroniske medier. De spreder sig som en steppebrand, fordi de er øjeblikkeligt genkendelige. Tænk på virale memes eller catchphrases – de er de ultimative elektroniske klichéer. Samtidig kan disse let tilgængelige klichéer tjene som indgangsporter til dybere arketypiske betydninger. Et simpelt meme kan røre ved en universel menneskelig følelse eller oplevelse og dermed forbinde det flygtige kliché til en tidløs arketype. Omvendt kan den konstante eksponering for klichéer nogle gange sløre eller udvande den arketypiske kraft, de engang måtte have haft. McLuhans pointe er, at vi er nødt til at forstå denne dynamik. Den elektroniske tidsalder præsenterer os ikke bare for mere information; den ændrer fundamentalt vores perception og vores forhold til kultur. Den skaber et miljø, hvor fortiden altid er til stede, hvor det velkendte konstant bliver afspillet, og hvor udfordringen er at finde mening midt i støjen.

Modernismen og Kunstnerens Blik

McLuhan bruger modernistisk litteratur som et primært eksempel på, hvordan kunstnere griber klichéer og arketyper an. Modernismen, groft sagt fra slutningen af det 19. til midten af det 20. århundrede, var en periode med enorm kunstnerisk eksperimenteren og omvæltning. Kunstnere stillede spørgsmålstegn ved traditionelle former, udforskede nye måder at repræsentere virkeligheden på og engagerede sig ofte i kompleksiteten i den moderne verden. Han fremhæver forfattere som James Joyce, T.S. Eliot og Ezra Pound. Disse forfattere var mestre i at bruge sprog på indviklede måder. McLuhan antyder, at deres arbejde er et bevis på kraften i at forstå klichéer og arketyper. For eksempel er Joyces brug af ordspil og sproglige finurligheder ikke kun for smarthed; det handler ofte om at afsløre flere lag af mening, der forbinder hverdagssprog (klichéer) til dybere, ofte klassiske eller mytologiske, resonanser (arketyper). Betragt Eliots "The Waste Land", et digt gennemsyret af fragmentering, allusioner og en følelse af kulturelt forfald. McLuhan ville se dette som en udforskning af moderne klichéer (sammenbruddet af traditionelle værdier, følelsen af tomhed) sat op imod baggrunden af gamle myter og arketyper (Fiskerkongen, Gralslegenden). Digtets kraft kommer fra denne spænding mellem den nutidige elendighed og de vedvarende arketypiske mønstre. Selv Eugene Ionescos "Absurde Teater", kendt for sin nonsensagtige dialog og dystre portrætter af menneskelig eksistens, passer ind i McLuhans ramme. De gentagne, meningsløse samtaler i hans stykker kan ses som en afspejling af moderne kommunikationsklichéer, der fremhæver en dyb eksistentiel tomhed – en arketype af fremmedgørelse. McLuhans argument er, at disse modernistiske kunstnere, bevidst eller ubevidst, forstod mekanismerne bag kliché og arketype. De anerkendte, at tidens velkendte former og vendinger indeholdt spor til dybere kulturelle og psykologiske tilstande. Ved at manipulere disse klichéer kunne de afsløre underliggende arketyper og kommentere på den moderne tilstand på kraftfulde nye måder. Han siger essentielt, at for virkelig at forstå Modernismen, skal man se den gennem linsen af kliché og arketype. Det handler ikke kun om stil eller emne; det handler om, hvordan kunstnere brugte selve byggestenene i kulturen – de gentagne former og idéer – til at skabe noget nyt og meningsfuldt. De lærte os at se på det velkendte med et kritisk, kunstnerisk blik, at finde det universelle i det specifikke og det tidløse i det flygtige.

Udover Sproget: Kliché og Arketype i Verden

Et af de mest fascinerende aspekter af McLuhans tilgang i "From Cliché to Archetype" er hans insisteren på, at disse koncepter ikke er begrænset til litteratur eller sprog. Han argumenterer for, at klichéer og arketyper har håndgribelige modstykker i den ikke-sproglige verden. Det er her, hans mediecentrerede syn virkelig skinner. Tænk på visuelle klichéer. Visse grafiske designelementer, almindelige reklame-troper eller endda arkitektoniske stilarter kan blive klichéer. De er øjeblikkeligt genkendelige, ofte gentagne og tjener som en form for kulturel genvej. En bestemt bygningsfacade kan blive et kliché for "gammel europæisk by", eller en specifik måde at vise et produkts fordel i en reklame kan være et visuelt kliché. Disse visuelle klichéer kan også røre ved dybere arketyper. For eksempel kan arketypen af "helligdom" eller "hjem" repræsenteres af forskellige visuelle klichéer i forskellige sammenhænge – en hyggelig pejs, en bestemt type hus, et indbydende grafisk ikon. Klichéet er den specifikke visuelle manifestation, mens arketypen er det underliggende koncept om sikkerhed og tilhørsforhold. McLuhan udvider dette til teknologi og medier selv. Strukturen af en bestemt type medieinterface kan blive et kliché. Tænk på udviklingen af smartphone-hjemmeskærmen eller layoutet af en hjemmeside. Disse former bliver velkendte og forventede. Han ser også på bredere kulturelle mønstre. Sociale ritualer, almindelige måder at organisere begivenheder på eller endda politisk kommunikation kan i høj grad stole på klichéer og arketyper. De gentagne gestus fra en politiker, den velkendte struktur af en feriefejring, de almindelige troper i nyhedsrapportering – det er alt sammen eksempler, hvor McLuhans koncepter kan anvendes. Hans pointe er, at teknologi og kultur er dybt sammenvævede. Måden, vi designer vores teknologier på, måden, vi bruger dem på, og måden, de former vores kommunikation, involverer alle disse mønstre af kliché og arketype. De elektroniske medier, han studerede – radio, fjernsyn – var ikke bare neutrale kanaler; de havde deres egne strukturer, deres egne former, der blev velkendte (klichéer) og rørte ved dybere menneskelige behov og måder at opfatte på (arketyper). Denne bredere anvendelse er afgørende for at forstå McLuhans geni. Han var ikke bare en litteraturkritiker eller medieteoretiker; han var en kulturanalytiker, der så forbindelser overalt. Han mente, at ved at forstå, hvordan klichéer og arketyper fungerer i sprog, litteratur og medier, kunne vi opnå en dybere forståelse af verden omkring os – en verden, der i stigende grad er medieret og mættet med gentagende mønstre.