Summio

Bog

Edmond Malone, Shakespeare-forsker

En dybdegående undersøgelse af Edmond Malones liv og virke, en central skikkelse i forståelsen af Shakespeares tekster.

37 min. læsning

Tilgængelig på

Forhåndsvisning

Edmond Malone: Manden Der Redede Shakespeares Ord

Hey der! Har du nogensinde tænkt over, hvem der egentlig er ansvarlig for, at den Shakespeare, vi læser i dag, er så tæt på, som Bard selv skrev det? Det er ret vigtigt, ikke? Vi taler om skuespil og digte, der har formet litteraturen i århundreder. Nå, spænd sikkerhedsselen, for vi dykker dybt ned i livet og arbejdet af en fyr ved navn Edmond Malone, en seriøst dedikeret forsker helt tilbage fra slutningen af 1700-tallet. Peter Martins bog, "Edmond Malone, Shakespearean Scholar," er i bund og grund den første moderne, fuldlængde biografi, der virkelig sætter spotlys på denne gut og hans utrolige bidrag. Han var ikke bare en støvet akademiker; han var en nøglespiller i datidens intellektuelle elite, og hans arbejde med Shakespeare er intet mindre end fundamentalt. Forestil dig en verden, hvor Shakespeares skuespil var lidt af et rod, med alle mulige modstridende versioner, fejl og direkte fabrikationer, der flød rundt. Det var lidt den verden, Malone trådte ind i. Han så, at teksterne ikke var så pålidelige, som de burde være, og han gjorde det til sin mission at rydde op i kaosset. Han var som en litterær detektiv, der omhyggeligt jagtede gamle manuskripter, sammenlignede forskellige udgaver og brugte sin skarpe intellekt til at finde ud af, hvad der var autentisk, og hvad der ikke var. Hans mål? At give os de mest nøjagtige, autoritative versioner af Shakespeares værker muligt. Denne bog er ikke bare en tør akademisk afhandling; den maler et levende billede af Malone som person, der levede gennem en fascinerende periode i historien. Han omgås nogle af sin tids skarpeste hjerner, involveret i diskussioner om politik, litteratur og samfund. Men det, der virkelig adskiller ham, er hans urokkelige engagement i Shakespeare. Han brugte årtier på det, ofte på bekostning af andre sysler, drevet af en dyb respekt for dramatikeren og en tro på, at hans ord fortjente at blive bevaret og præsenteret med integritet. Så hvorfor skulle du bekymre dig om en 200 år gammel forsker og hans arbejde med gamle skuespil? Fordi Malones historie er en mesterklasse i dedikation, kritisk tænkning og kraften i omhyggelig forskning. Hans metoder og hans passion har haft en ringvirkning, der stadig mærkes i dag. Han satte grundlæggende standarden for, hvordan vi griber litterær kritik og tekstuel analyse an. Uden ham ville vores forståelse af Shakespeare, og måske endda hvordan vi griber bevaring af enhver historisk tekst an, være radikalt anderledes – og sandsynligvis meget fattigere. Denne opsummering vil pakke Malones liv ud, hans store videnskabelige bedrifter, den kontekst han arbejdede i, og hvorfor hans arv er så vigtig. Vi vil se på, hvordan han tackled vanskelige tekstlige problemer, hvordan han navigerede i det sociale og intellektuelle landskab i Georgianske England, og hvilke lektioner vi kan drage fra hans liv til vores egne bestræbelser, hvad enten de er inden for akademia, erhvervslivet, eller bare et forsøg på at give mening i verden omkring os. Gør dig klar

Livet og Tiderne for en Georgiansk Intellektuel

Edmond Malone blev ikke født ind i en verden af støvede bøger, selvom han bestemt endte der. Han kom fra en ret velhavende irsk familie, født i Dublin i 1741. Hans far var dommer, så han havde en solid grunduddannelse og social baggrund. Han studerede på Trinity College Dublin og uddannede sig derefter til jurist, hvilket, du ved, er en god start for at udvikle analytiske færdigheder. Men juraen var ikke hans sande kald. Han arvede nok penge til at leve komfortabelt uden at skulle arbejde et traditionelt job, hvilket, lad os være ærlige, er en drøm for mange af os! Denne økonomiske frihed var afgørende. Den tillod ham at flytte til London i 1777 og dedikere sig til sin sande passion: forskning. London dengang var stedet at være for intellektuelle. Det summede af ideer, med litterære saloner, kaffehuse og en levende udgivelsesscene. Malone blev en fast bestanddel i denne verden. Han var ikke bare en eneboer; han var venner med nogle af datidens største navne – forfattere som Edmund Burke (den berømte statsmand og filosof), Joshua Reynolds (den anerkendte maler) og George Steevens, en anden betydelig Shakespeare-forsker, der oprindeligt blev en slags rival og derefter en samarbejdspartner. At være en del af denne elite intellektuelle kreds betød, at Malone konstant blev udsat for forskellige synspunkter og debatter. Han absorberede ikke bare passivt; han deltog aktivt. Dette miljø honed sandsynligvis hans kritiske tænkningsevner og gav ham et bredere perspektiv, der informerede hans specialiserede arbejde. Det er som at være i en konstant mesterklasse, omgivet af brillante sind. Han var også involveret i visse politiske kredse, hvilket gav ham en unik indsigt i magtens og indflydelsens mekanismer, noget der subtilt kan have formet hans forståelse af historisk kontekst. Dog var hans sande besættelse, det der ville definere hans arv, Shakespeare. Allerede før han flyttede til London, var Malone begyndt at udvikle en interesse for dramatikeren. Men det var i London, med adgang til biblioteker, arkiver og selskab af medforskere, at hans Shakespeare-studier for alvor tog fart. Han så Shakespeare ikke bare som et litterært geni, men som en historisk figur, hvis liv og værker krævede en omhyggelig, evidensbaseret undersøgelse. Dette var en afvigelse fra de mere romantiske eller spekulative tilgange, der var almindelige på det tidspunkt. Malones liv var naturligvis ikke uden udfordringer. Han stod over for skepsis, professionelle rivaliseringer (især tidligt med Steevens) og den rene sværhedsgrad af den opgave, han havde sat sig. Men han besad en utrolig sejhed. Han troede på vigtigheden af at etablere faktuel nøjagtighed i litteraturhistorien, et princip der fik fodfæste i andre felter under Oplysningstiden. Han var på mange måder en pioner inden for moderne videnskabelige metoder anvendt på litteratur. Hans komfortable økonomiske situation gav ham luksussen af tid og ressourcer, men det var hans indre motivation og stringente disciplin, der virkelig drev

Den Store Shakespeareanske Tekst-Detektiv

Så hvad lavede Edmond Malone præcist, der var så banebrydende? Forestil dig Shakespeares skuespil som et gigantisk, gammelt puslespil med manglende brikker, nogle brikker der ikke passer, og endda nogle falske brikker smidt ind. Det var teksternes tilstand, da Malone virkelig gik i gang. Før ham fandtes der forskellige udgaver af Shakespeares skuespil, men de var ofte fyldt med fejl. Nogle af disse fejl kom fra den oprindelige trykkeproces (de havde ikke stavekontrol dengang, folkens!), nogle fra skuespillere, der lavede ændringer på scenen, og desværre nogle fra folk, der bevidst ændrede teksterne af egne årsager. Malones hovedmission var at skabe autoritative udgaver. Det betød at gå tilbage til de originale kilder, så vidt det overhovedet var muligt. Han var besat af de tidlige trykte versioner af Shakespeares skuespil – kvartobøgerne (mindre, billigere bøger trykt i Shakespeares levetid og kort efter) og Første Folio (en stor, samlet udgave udgivet efter hans død). Han brugte evigheder på biblioteker, hvor han granskede disse sjældne og skrøbelige dokumenter. Han sammenlignede forskellige kopier af den samme kvartobog og ledte efter variationer. Hvorfor? Fordi selv blandt tidlige tryk kunne der være subtile forskelle, der kunne indikere en rettelse eller en ændring foretaget under trykningen. Hans mest berømte og sandsynligvis mest indflydelsesrige værk var hans "Attempt to Ascertain the Order in Which Shakespeare Wrote His Plays" (udgivet i 1778) og senere hans monumentale "The Plays and the Poems of William Shakespeare" (udgivet i 1790). 'Attempt' var et genialt detektivarbejde. Malone brugte en kombination af intern evidens (som henvisninger til historiske begivenheder eller samtidige personer i skuespillene) og ekstern evidens (som optegnelser om skuespil, der blev opført eller nævnt i samtidige dokumenter) til at forsøge at fastslå den kronologiske rækkefølge af Shakespeares forfatterskab. Dette var ikke bare en akademisk øvelse; at forstå rækkefølgen, hvori skuespillene blev skrevet, kunne kaste lys over Shakespeares udvikling som forfatter, hans skiftende stilarter og hans engagement i sin tids problemstillinger. Men Malone stoppede ikke der. Han var utroligt grundig. Han gravede i historiske optegnelser, kirkebøger, juridiske dokumenter og personlige breve for at forsøge at verificere detaljer om Shakespeares liv. Han ønskede at adskille fakta fra de myter og legender, der var opstået omkring Bard. For eksempel var der alle mulige fantasifulde historier om Shakespeares tidlige liv eller hans formodede interaktioner med historiske personer. Malone anvendte en stringent, skeptisk tilgang og krævede bevis, før han accepterede et påstand. En af de centrale ting, Malone fokuserede på, var at identificere og rette "interpolationer" – passager, der var blevet tilføjet skuespillene af en anden end Shakespeare. Han var især kritisk over for visse redaktører, der havde taget sig friheder med teksterne. Han mente, at redaktørens job ikke var at

Den Intellektuelle Kreds: Mere End Bare Bøger

Edmond Malone var ikke en eneboer. Langtfra! Han var en velbevandret mand, der bevægede sig i nogle af de mest indflydelsesrige sociale og intellektuelle kredse i London og Dublin i slutningen af det 18. århundrede. Dette var ikke bare en hobby; hans fordybelse i denne verden formede dybt hans arbejde og hans liv. Tænk på det sådan her: i dagens verden har du måske dit arbejde, men du deltager også i konferencer, netværker på LinkedIn, deltager i branchearrangementer og har måske endda en podcast eller en blog, hvor du deler ideer. Malones ækvivalent var den georgianske intellektuelle scene. Han var en del af eliten. Hans familiemæssige baggrund gav ham adgang, og hans egen intellekt og interesser holdt ham der. Han var medlem af prestigefyldte klubber som Dilettanti Society (der lyder fint, og var det – dedikeret til studiet af antik græsk og romersk kunst og arkitektur) og Literary Club, grundlagt af Sir Joshua Reynolds, som talte lysende skikkelser som Samuel Johnson (ja, den Dr. Johnson, samler af den berømte ordbog) blandt sine medlemmer. Disse var ikke bare steder for ledig snak. Det var centre for intellektuel gæring. Diskussionerne spændte fra de seneste politiske udviklinger (England gennemgik tumultariske tider med den Amerikanske Revolution og senere den Franske Revolution) til kunstneriske teorier, filosofiske debatter og selvfølgelig litteratur. Malone, med sit skarpe sind og voksende ry som Shakespeare-forsker, var en værdsat deltager. Han kunne tilbyde indsigt ikke kun i litteratur, men også i juridiske anliggender (givet hans baggrund) og historisk kontekst. Hans venskaber var særligt vigtige. Hans forhold til Edmund Burke, den anerkendte politiske tænker, er et prima facie eksempel. Burke var en tårnhøj figur, og hans indsigt i politik, historie og menneskets natur ville have givet Malone en bredere ramme for at forstå de historiske perioder, Shakespeare skrev om. Ligeledes skarvede hans forbindelse med kunstnere som Reynolds hans æstetiske følsomhed og hans forståelse af protektionisme og den kreative proces. Så var der George Steevens. Oprindeligt var Steevens en stor rival. Han havde allerede udgivet en udgave af Shakespeare og var ret beskyttende over for sit arbejde. Malones mere omhyggelige, evidensbaserede tilgang udfordrede Steevens' redaktionelle beslutninger. Deres tidlige interaktioner var anspændte, præget af skarpe kritikker og offentlige uenigheder. Over tid udviklede deres rivalisering sig dog. De anerkendte hinandens styrker, og Steevens samarbejdede i sidste ende med Malone og bidrog til hans udgave af Shakespeare. Denne dynamik er et godt eksempel på, hvordan intellektuel sparring, selv når den er kontroversiel, kan drive forskning fremad. Det viser, at konkurrence nogle gange kan føre til de bedste resultater, og tvinge individer til at forfine deres argumenter og uddybe deres forskning. Malones involvering i dette intellektuelle miljø betød også, at han var bevidst om de bredere tankestrømninger under

Takling af Shakespeares Vanskelige Tekster: Malones Metoder

Okay, lad os komme ned til det væsentlige af hvordan Malone faktisk gjorde sin ting. Han læste ikke bare Shakespeare; han dissekerede selve teksternes struktur. Dette var smertefuldt arbejde, der krævede en blanding af historisk viden, litterær intuition og en næsten obsessiv opmærksomhed på detaljer. Hans primære kamparena var de tidlige trykte versioner af Shakespeares værker: kvartobøgerne og folioerne. Disse var ikke uberørte manuskripter, der var overleveret fra Bard selv. Det var bøger trykt i det 16. og 17. århundrede, og de kom med en hel stribe potentielle problemer. Malone forstod denne kompleksitet bedre end de fleste. 1. Kvartobogs-Jagten: Shakespeares skuespil blev ofte udgivet først i relativt billige, mindre bøger kaldet kvartobøger. Malone vidste, at nogle kvartobøger var trykt ud fra Shakespeares egne papirer eller promptbooks (den officielle kopi brugt i teatret), mens andre var baseret på mindre pålidelige kilder, som skuespillernes erindringer (ofte kaldet "dårlige kvartobøger"). Hans job var at finde ud af, hvilken der var hvilken. Han sammenlignede forskellige udgaver af den samme kvartobog og ledte efter variationer i stavemåde, tegnsætning og ordlyd. Nogle gange kunne en trykker lave en fejl, eller en korrekturlæser forsøge at rette den. Malone sporede disse ændringer omhyggeligt. Han argumenterede for eksempel for, at Kvartobog A af Hamlet var en "dårlig" version, sandsynligvis sammensat ud fra hukommelsen, mens Kvartobog B var en mere autoritativ tekst, muligvis tættere på Shakespeares original. 2. Folio-Faktoren: Efter Shakespeares død samlede hans kolleger Første Folio i 1623. Dette var en enorm opgave og en kæmpe service til litteraturen, da den bevarede mange skuespil, der ellers kunne være gået tabt. Folioen var dog heller ikke perfekt. Den havde sine egne fejl, udeladelser og uoverensstemmelser, sandsynligvis opstået fra trykkeprocessen og de kilder, samlerne brugte. Malone behandlede Folioen som et afgørende vidne, men ikke som ufejlbarlig. Han sammenlignede Folio-læsninger med dem, der fandtes i tidligere kvartobøger, og forsøgte at afgøre, hvilken læsning der mest sandsynligt var Shakespeares. Han var især interesseret i at forstå hvorfor visse ændringer måske var blevet foretaget. Var det et censurproblem? En teateradaptation? Eller simpelthen en trykfejl? 3. Kunsten at Daterer Skuespil: En af Malones mest berømte metodologiske innovationer var hans forsøg på at datere skuespillene kronologisk. Han gættede ikke bare. Han samlede evidens: Ekstern Evidens: Optegnelser om forestillinger, omtaler i samtidige breve eller dagbøger, henvisninger i andre udgivne værker. Hvis et skuespil blev nævnt i et dokument fra 1598, skulle det have været skrevet før eller i 1598. Intern Evidens: Henvisninger i skuespillet til historiske begivenheder, politiske situationer eller samtidige personer. For eksempel stammer et skuespil, der henviser til jarlen af ​​Esssex's kampagne i Irland, sandsynligvis fra omkring det tidspunkt.